Selvskade er rykket på nettet

Digitalt Ansvars nye rapport stiller skarpt på digital selvskade og bygger på en kortlægning af digital selvskade, erfaringer fra psykiatrien, interviews med ofre for selvskade og internationale erfaringer. 

LÆS RAPPORTEN HER: Digital vold i Danmark. Første del: Når selvskade rykker på nettet (pdf)

Selvskade er rykket på nettet. Det er ikke kun destruktivt for dem, der bruger de digitale medier og tjenester til at skade sig selv, det er også farligt for dem, der bliver vidne til andres selvskade.  

Hvad er digital selvskade? 

Digital selvskade er, når skadelige handlinger rettet mod sig selv foregår ved hjælp af digitale medier og tjenester. Det kan for eksempel bestå i at skade sig selv ved at opsøge og deltage i netværk opstået omkring deling af selvskade- og selvmord, som kommer til at stimulere og inspirere til yderligere selvskade. Andre former for digital selvskade tæller digital selvmobning, hvor et individ benytter sig af anonyme profiler til at mobbe sig selv, og self-baiting, som dækker over det at bruge sig selv som lokkemad for grove eller hadefulde kommentarer.  

I forbindelse med en kortlægning af digital vold, som Digitalt Ansvar har foretaget i samarbejde med analyseinstituttet Epinion, har vi afdækket, at 4% af voksne danskere over 18 har udøvet digital selvskade indenfor det seneste år. I aldersgruppen 18-34 år er det hele 10%. Omregnet til antal svarer det til knap 100.000 danskere.  

Rapporten er en del af en større indsats mod digital vold  

I mange år har vi manglet sprog for de fænomener, der foregår i internettets skyggesider. Vi har benyttet os af betegnelser som hævnporno, der både er misvisende og upræcist. For at give forebyggere og behandlere et bedre sprog for de skadelige handlinger, der foregår online, har Digitalt Ansvar i samarbejde med medlemsorganisationer og en redaktionsgruppe bestående af eksperter på området udarbejdet en definition af digital vold, som vi også fremlægger i den nye undersøgelse. Den nye rapport om digital selvskade er første i rækken af flere temarapporter, der hver især ser nærmere på en bestemt form for digital vold.  

Del denne nyhed