Åbent brev til justitsministeren

København, den 27. oktober 2020

Att.: justitsminister Nick Hækkerup
Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K

————————————————————————-

Til justitsminister Nick Hækkerup,

Når digital vold som bl.a. trusler og online chikane ikke bliver taget seriøst, efterforsket eller retsforfulgt, er det ikke kun et svigt af det enkelte offer. Det rammer trygheden og troen på retssystemet og resulterer i, at folk afholder sig fra at bruge deres ytringsfrihed.

Den aktuelle DR-dokumentar ”Hvem vil voldtage Louise?” fortæller desværre ikke en unik historie. Dokumentaren viser, hvordan debattøren Louise Kjølsen i begyndelsen af 2020 modtager den første døds- og voldtægtstrussel på mail. Herefter eskalerer det; truslerne bliver voldsommere og ender med også at ramme hendes familie.

Dokumentaren er del af en langt større fortælling om en markant stigning i anmeldelser af trusler om vold og de konsekvenser det har for især kvinder, som står frem og udtaler sig i den offentlige debat. Og det er fortællingen om den spirende online radikalisering, der sætter kløerne i nogle drenge og mænd, og som kan føre til fysiske voldelige handlinger også.

Digital vold har store konsekvenser for ofrene og vores offentlige debat

Når forbrydelser på nettet hverken håndteres tilstrækkeligt eller bliver opklaret, rammer det trygheden og troen på retssystemet. Det resulterer i, at folk ændrer adfærd. For hvis man ikke føler sig beskyttet af myndighederne, holder man op med at bruge sin ytringsfrihed. Især når truslerne bliver ved og ender med også at ramme børn, kæreste og familie.

Det handler om troen på den samfundskontrakt, som siger, at vi kan regne med beskyttelse, når vi udsættes for en forbrydelse og at vi derfor ikke er nødt til at tage sagen i egen hånd – som Louise desværre føler sig nødsaget til at gøre i DRs dokumentar.

Politiet overser serieforbrydelserne  

Louise er ikke den eneste, som har fået trusler af denne slags. En lang række kvinder og organisationer, som aktivt deltager i den offentlige debat, har modtaget enslydende digitale mord- og voldtægtstrusler i samme periode.

Men selvom alle har anmeldt truslerne, har det ikke fået politiet til selv at samle trådene, se det større mønster og dermed behandle sagerne som et samlet trusselssagskompleks.

Politiets Nationale Center for Cybercrime (NC3) er den specialiserede enhed, der bør håndtere sager om digital vold. Alligevel bliver sager sendt ud til efterforskning i de enkelte politikredse i overensstemmelse med de nuværende interne processer, men hvor samme vidensniveau, kompetencer og erfaring ikke er til stede. Og fordi sagerne ender spredt udover landets politikredse, går oplysninger og synliggørelse af sammenhænge mellem forskellige sager også tabt.

I sager om digital vold og krænkelser er der ofte tale om organiseret kriminalitet eller koordinerede angreb. Men politiets organisering og håndtering af sagerne betyder, at netop dette karakteristika ved digital vold forsvinder fra efterforskningen. Det er problematisk.

Idéen med NC3 – at have en national politienhed med specialiseret viden, kompetencer og ressourcer til at håndtere netop digital kriminalitet – er god. Særligt fordi der ofte er tale om kriminalitet, der overskrider politikredsenes geografiske grænser. Desværre har NC3 været udsat for massive besparelser, paradoksalt nok i en tid, hvor digital kriminalitet er stigende.

Mange ofre er tavse

At der er tale om et samlet sagskompleks i dette tilfælde er alene blevet opdaget fordi nogle af modtagerne af truslerne har fastholdt at tale højt og offentligt om de trusler, de udsættes for. 

Det er desværre ikke sådan, at alle tør tale højt om digital vold. For mange børn, unge og særligt udsatte er det slet ikke en mulighed at stå frem og tale åbent om det.

De kvinder og organisationer, der nu træder frem, gør det med dyb respekt for de, som ikke tør, kan eller vil fortælle om deres egne oplevelser. De mange, som er ofre for seriekriminelle, og som udsættes for had og chikane på nettet, for grooming, hvor en voksen manipulerer og udnytter en yngre eller et barn, eller digital sexafpresning (sextortion).

Trusler skal tages seriøst

Dokumentaren illustrerer, hvordan digital vold ikke tages alvorligt nok af myndighederne. Lige så nemt og hurtigt det er at sende en truende mail eller Messenger-besked, lige så svært og langsommeligt kan det være at få politiets hjælp til at efterforske og rejse tiltale.

For mange af ofrene går der flere måneder før de overhovedet hører fra politiet, selvom der er tale om anmeldelser af digital vold som drabs- og voldtægtstrusler. Nogle oplever sågar, at politiet henlægger sagen, inden de har talt med anmelderen.

Det er skræmmende. Trusler er trusler. Nettet er ikke et uvirkeligt parallelunivers, og konsekvenserne for ofrene er de samme uanset om truslen kommer med morgenposten i postkassen, eller som en e-mail midt om natten.

Flere trues men færre dømmes

Antallet af anmeldelser om trusler er samlet set støt stigende. I løbet af de seneste 20 år er antallet af anmeldelser mere end fordoblet, viser tal fra Danmarks Statistik.

På trods af, at flere anmelder trusler, har det ikke medført en tilsvarende stigning i antallet af domme. Danmarks Statistik opgjorde sidste år udviklingen som viser, at mens hver femte anmeldelse i 1998 førte til bøde- eller fængselsstraf til den tiltalte, var antallet ca. hver tiende sidste år.

Hvorfor stiger antallet af anmeldelser?

Alt imens vi kan konstatere, at antallet af anmeldelser af trusler stiger og færre bliver dømt, ved vi utrolig lidt om, hvorfor det forholder sig sådan.

Stiger antallet af trusler, fordi det ikke har reelle konsekvenser for dem, der sender truslerne afsted?

Er det fordi det er ”nemt” at sende en anonym trusselsmail afsted når afsenderen ikke behøver at forholde sig til konsekvenserne for ofrene?

Eller oplever vi flere trusler netop nu pga. den radikalisering vi ser på nettet, som bl.a. understøttes af algoritmer og adfærdsdesign, der har til formål at påvirke vores følelser og kan fremprovokere et voldsomt had til andre?

Vi mangler tal og viden til at forebygge

For at finde svaret og kunne bremse den negative udvikling har vi brug for helt konkret viden.

Vi ved ikke hvor mange, der udsættes for trusler online og hvor mange, der modtager trusler, fordi de tager del i den offentlige debat.

Vi ved, at mange sager om kriminalitet begået på nettet bliver henlagt, men vi har ikke noget overblik over hvor mange og hvorfor. 

Viden er en forudsætning for handling og prioritering. Der er derfor grundlæggende behov for, at politi og anklagemyndighed bliver i stand til at trække tal på antallet af anmeldelser, tiltaler og domme i sager om trusler online og trusler i den fysiske verden. Og der er behov for, at politiet har mulighed for at registrere årsagen til at de vælger at henlægge en sag.

Uden denne viden er det svært at forebygge og stoppe den digitale vold, som vi kan se vokser i antal, omfang og grovhed.

Vi har skrevet dette brev for at synliggøre, at vi ser et voksende problem, som vi bliver nødt til at gøre mere ved. Vi har brug for et politi, som effektivt kan efterforske og følge udviklingen. Og vi har brug for, at der investeres i mere viden om, hvordan vi reelt forebygger online radikalisering og digital vold. Det er nu, at der skal sættes ind, hvis vi skal afbøde de skyggesider ved den digitale udvikling, som bliver mere og mere tydelige i disse år.


Med venlig hilsen,

Miriam Michaelsen, bestyrelsesformand i Digitalt Ansvar – Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet –Henriette Laursen, direktør i KVINFO –Helena G. Hansen, forkvinde for Dansk Kvindesamfund –Nanna Højlund, forkvinde for Kvinderådet –Christian Mogensen, seniorkonsulent hos Center for Digital Pædagogik Børns Vilkår Joan-Søstrene Mediesundhed for Børn & Unge DareGender Sex og Samfund Offerrådgivningen i Danmark Dansk Kvindesamfunds StopChikane

Del denne nyhed

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin