Forordningen om digitale markeder (DMA) regulerer store digitale platforme, der også er kendt som ”digitale gatekeepers”. Formålet er at skabe fair konkurrence mellem digitale tjenester og gøre det lettere for mindre og nye virksomheder at komme ind på det digitale marked.
Reglerne gælder for store digitale platforme med en omsætning på over 7,5 mia. euro inden for de seneste tre år og en markedsværdi på over 75 mia. euro. Derudover skal platformen have mindst 45 millioner slutbrugere om måneden og 10.000 erhvervsbrugere i EU.
EU-Kommissionen har udpeget seks gatekeepers:
Alphabet
Amazon
Apple
Bytedance
Meta
Microsoft
Forordningen pålægger gatekeepers begrænsninger. De må fx ikke favorisere deres egne produkter over konkurrenternes, indføre urimelige betingelser eller gøre deres software svær at afinstallere. Gatekeeperne skal også sikre, at brugerne tilbydes forskellige valgmuligheder på tjenesterne og kan afmelde sig tjenesterne. Ved overtrædelse af reglerne kan gatekeepers ifalde bødeansvar. Bødeniveauet er op til 10 pct. af virksomhedens samlede omsætning og i gentagelsestilfælde 20 pct. Desuden kan EU-Kommissionen foretage markedsundersøgelser og pålægge yderligere foranstaltninger, hvis reglerne overtrædes gentagne gange